Amin Jensen, folkekær og korpulent komiker, har besteget Afrikas højeste bjerg - som den tungeste mand nogensinde.
I september sidste år lykkedes det tv-spasmageren at nå toppen af det 5.895 meter høje Kilimanjaro i Tanzania. Og med sin kampvægt på 150 kilo bliver han dermed den bjergbestiger, som har vejet mest og samtidigt besejret tinden, vurderer lokale guidefolk.
Det skriver Ekstra Bladet.
Amin tog et kamerahold og sin gode ven Cemal Bajramimed med på turen. Det blev næsten fatalt.
"Vi når toppen begge to, men vi er begge meget svækkede af højdesyge. Cemal er dog så syg, at guiderne beslutter, at han skal evakueres. Han får ilt og bliver derefter reddet ned. Efterfølgende får vi at vide, at han har været meget tæt på at miste livet," fortæller Amin.
Bjergbestigningen kostede komikeren kraftige hævelser i fødderne og tre mistede tånegle. Hans næste mål bliver at cykle til Paris med Team Rynkeby og svømme over Øresund til Sverige, lyder det.
Kilde: Ekstra Bladet