Det skal være slut med at tænde en smøg, hvis man er i den amerikanske hær. Pentagon overvejer at forbyde de amerikanske soldater at ryge cigaretter.
Dermed er det slut med at tænde en cigaret, når soldaterne har været i kamp eller på patrulje i Afghanistan og Irak. Heller ikke selvom de går udenfor.
Det er Pentagon og den amerikanske styrelse for veteraner, der står bag ideen. Sammen har de lavet en undersøgelse, der viser, hvilken betydning rygning har for soldaternes evner.
Planen er at indføre forbuddet over de næste 10 år. Men det møder kritik fra soldaterne selv.
"Når du er træt og har kørt på i flere dage med et minimum af søvn, og du ikke får rigtige måltider til tiden, så kan et sug tobak gøre hele forskellen," siger den pensionerede general Russel Honore til CNN.
Andre frygter ligefrem, at forbuddet vil få den i forvejen høje selvmordsrate blandt soldaterne til at stige endnu mere.