To amerikanske bombefly af typen B-1B er fløjet over den koreanske halvø.
Det sker som et direkte modsvar til Nordkoreas seneste missiltest, skriver det amerikanske luftvåben, US Airforce, i en pressemeddelelse søndag.
Nordkorea gennemførte lørdag morgen lokal tid endnu en succesfuld test af et interkontinentalt ballistisk missil - et såkaldt ICBM.
Analyser af den seneste missiltest fra Kim Jong-uns styre har vist, at missilerne havde styrke til at ramme store dele af USA's fastland.
B-1B-flyene indtog luftrummet over den koreanske halvø søndag lokal tid.
Her blev de eskorteret af japanske og sydkoreanske kampfly, mens de fløj lavt over en sydkoreansk luftbase, før de vendte tilbage til basen på øen Guam.
- Nordkorea er fortsat den største trussel mod regionens stabilitet, siger general Terrence J. O'Shaughnessy fra det amerikanske luftvåben i pressemeddelelsen.
- Hvis det bliver efterspurgt, er vi klar til at sætte ind med hurtig, dødelig og overvældende styrke, siger generalen videre.
Det er ikke første gang, at USA bruger overflyvninger som et modsvar til Nordkoreas missil- eller atomtest.
Nordkoreas leder, Kim Jong-un, overværede personligt affyringen af et missil lørdag.
Han har siden sagt, at det var en "skarp advarsel" til USA.
Nordkoreas eneste betydningsfulde allierede, Kina, har siden fordømt missilaffyringen. Kina har sagt, at testen er i modstrid med FN's Sikkerhedsråds resolutioner.
Alligevel er USA's præsident, Donald Trump, ikke tilfreds med kineserne.
Han beskylder Kina for at være passiv over for Nordkorea.
- De (kineserne, red.) har intet gjort for os i forhold til Nordkorea, kun snak. Vi vil ikke lade det fortsætte. Kina kunne nemt have løst problemet, skriver præsidenten i et tweet.
/ritzau/Reuters