Svages og ældres liv - og så lige 4,5 billioner danske kroner.
Det bliver prisen for den demokratiske sundhedsreform, der tidligt i morges, dansk tid, blev vedtaget i det amerikanske senat i Washington.
Prisen i kroner er den udgift, som det amerikanske samfund må betale for et væsentligt forbedret sikkerhedsnet under de syge - og for at stoppe medicinudgifternes himmelflugt.
De svage og ældre er til gengæld den pris, som demokraterne i det amerikanske senat måtte æde for at få et flertal til at stemme for loven, der ventes endeligt at blive vedtaget juleaftensdag.
Senatorerne i senatet var nemlig så splittede om reformen, at der måtte foretages omfattende ændringer på centrale punkter for at få alle til at stemme for. Blandt andet måtte den statslige sundhedsforsikring opgives, og en udvidelse af de gratis lægetilbud til ældre måtte også droppes.
Som ventet stemte alle republikanere i senatet mod loven - men en kampagne imod den i senatet blev dog skudt i sænk af demokraterne, skriver CNN.
Kompromiserne var dog så store, at det gør det videre arbejde med traktaten meget vanskelige at nå.
Flere demokratiske senatorer mener nemlig, at aftalen nu er så udvandet, at den ikke længere er værd at stemme for.
De skal dog stikke piben ind, siger demokratiske toppolitikere. Loven er nemlig den største forbedring af sundhedssystemet i USA nogensinde, hedder det. Så må man komme efter de mindre forbedringer senere.
Sundhedsreformen vil efter planen føre til, at 30 millioner amerikanske uden en sundhedsforsikring vil blive omfattet af en - og vil samtidig spare det amerikanske samfund for 655 milliarder kroner over de næste 10 år.