Den amerikanske Fødevare- og Lægemiddelstyrelse (FDA) advarer mod brug af kopiversioner af slankemidlerne Ozempic og Wegovy fra Novo Nordisk.
Det skriver Washington Post.
Efterspørgslen på slankemidlerne har været på himmelflugt i USA, og produktionen kan ikke følge med.
Derfor er præparaterne på FDA's liste over medicinmangel.
Det betyder, at apoteker har tilladelse til at sammensætte versioner af medicinen til brugere.
Ifølge FDA er sammensatte lægemidler præparater, der blandes eller ændres, så de skræddersyes til den enkelte patients behov.
Det kan eksempelvis være en patient, der har recept på medicin i pilleform, men ikke kan sluge piller. Derfor laves der en version, som patienten kan indtage.
Sammensatte lægemidler kan også være et greb, når der er mangel på medicin, som der er i USA på Wegovy og Ozempic.
Men de præparater er ikke godkendt af FDA, da styrelsen ikke godkender sammensatte lægemidler. Derfor er det med en forhøjet risiko, når man indtager sammensat medicin, skriver FDA.
Både Wegovy og Ozempic indeholder det aktive stof semaglutid, der reducerer sult.
Men ifølge FDA har kopiversioner indeholdt versioner af semaglutid, som er brugt i forskning på laboratorier, men ikke i mennesker.
Washington Post skriver, at styrelsen har modtaget flere henvendelser denne uge om patienter, der har oplevet problemer efter at have brugt versioner af semaglutid, som er blevet sammensat eller blandet på apoteker.
Det er dog ikke oplyst, hvad problemerne var.
- Sammensatte lægemidler er ikke FDA-godkendte. Styrelsen verificerer ikke sikkerheden eller effektiviteten af sammensatte lægemidler, skriver FDA.
Styrelsen gør opmærksom på, at nogle produkter, der sælges som semaglutid, muligvis ikke indeholder den samme aktive ingrediens, som FDA har godkendt.
Derimod har der været eksempler på brug af saltversioner af semaglutid, som ikke har vist sig at være sikre eller effektive, skriver styrelsen.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.