Den 21-årige amerikanske marinesoldat Daniel Smith er blevet idømt 40 års fængsel for at voldtage en filippinsk kvinde. Fire andre amerikanske soldater og deres filippinske chauffør blev frikendt. De var ellers tiltalt for at have opfordret Smith til voldtægten.
Daniel Smith har indrømmet, at han havde sex med den 23-årige filippinske kvinde, kendt under pseudonymet Nicole. Men han har hele tiden hævdet, at det var med hendes samtykke. Retten besluttede alligevel, at kvinden var så beruset, at hun ikke har kunnet sige ja til sex.
Retssagen har skabt stor vrede på Filippinerne, hvor amerikanske soldater træner, men ikke har haft baser siden starten af 1990?erne. Da den strenge dom blev læst op, udbrød der ifølge AP spontan jubel foran retslokalet, hvor omkring 100 mennesker havde samlet sig.
Dommer Benjamin Pozon læste dommen op direkte på nationalt tv og sagde, at den strenge dom skulle »beskytte kvinder mod uhæmmet grusomhed fra de personer, som ikke kan kontrollere deres liderlige tilbøjeligheder«, skriver AP.