En opsigtsvækkende drabssag fra USA har taget en ny drejning, godt en måned efter at den 22-årige rejseblogger Gabby Petito blev fundet dræbt.
Efterforskere fandt onsdag således ligdele i vildmarken i delstaten Florida.
Ligdelene mistænkes at kunne stamme fra Petitos forlovede, 23-årige Brian Laundrie, der har været forsvundet siden drabet.
Laundrie har været mål for en omfattende menneskejagt.
- Tidligere i dag fandt efterforskere, hvad der ser ud til at være ligdele sammen med personlige ejendele, blandt andet en rygsæk og en notesblok, der tilhører Brian Laundrie, siger Michael McPherson, der står i spidsen for FBI's kontor i Tampa i Florida, til det amerikanske medie NBC News.
Det er ikke officielt bekræftet, om ligdelene tilhører Brian Laundrie. Petito blev fundet 19. september i en skov i delstaten Wyoming. En retsmediciner har fastslået, at hun døde af "strangulering med hænderne".
Roadtrip igennem USA
Det unge kærestepar var på roadtrip tværs gennem USA, inden Brian Laundrie 1. september vendte hjem til sine forældre i North Port i Florida uden sin forlovede. Parret boede sammen hos Laundries forældre.
Forældrene oplyste senere, at Laundrie tog på vandretur i midten af september og ikke er vendt tilbage siden. Det skriver NBC.
Gabby Petito dokumenterede parrets rejse gennem blandt andet Kansas, Colorado og Utah via billeder og videoer på sociale medier. Hendes sidste opslag var på Instagram den 25. august. Det var også den sidste dag, hvor hun talte i telefon med sin mor.
Politiet i Utah offentliggjorde i september en video fra et møde med Petito og Laundrie den 12. august. Her beskriver Gabby Petito over for betjente et voldsomt skænderi, som kæresteparret havde tidligere på dagen.
Petito og Laundrie tog afsted på deres rejse i juli fra New York.
/ritzau/