USA vil have sende endnu flere tropper til Afghanistan end de 21.000 ekstra mand præsident Barack Obama allerede har sendt afsted.
Den udmelding giver god mening i Forsvarsakademiet.
"Målet med den militære indsats i Afghanistan er at skabe stabilitet, sådan at der kan etableres en civil udvikling af landet. Problemet er, at dem, der er imod det -Taleban- er bevæbnede. De forsøger at ødelægge den civile udvikling og for at stoppe deres forsøg på det, så er vi nødt til at have nok styrker til at holde Taleban i ave," siger Nicolas T. Veicherts, der er chef for Institut for Strategi hos Forsvarsakademiet, til Nyhedsbureauet Newspaq.
Den amerikanske forsvarsminister, Robert Gates, understreger dog, at hvis der kommer for mange amerikanske soldater, kan det risikere at skabe en fjendtlig stemning i Afghanistan. Det er Nicolas T. Veicherts ikke enig i og siger, at jo flere styrker der er i landet, jo flere områder vil styrkerne være i stand til at passe på.
"Vi skal også huske på, at mange af de styrker vi indsætter, de bliver indsat for at uddanne afghanske sikkerhedsstyrker - både politi og militær," siger han.
Ifølge nyhedsbureauet AFP skal USA's taktik fremover i højere grad dreje sig om at sikre afghanske byer end at jagte militante oprørere. Den taktik bakker Nicolas T. Veicherts op om.
"I og med at vi begynder at koncentrere den militære indsats omkring de steder, hvor der rent faktisk bor mennesker, så rammer vi så positivt, som vi kan, i stedet for at bruge for meget energi på at lede efter talebanere," afslutter han.
USA vil i fremtiden gøre mere for at forhindre de mange vejsidebomber, som fortsat er en stor trussel mod de udenlandske styrker i Afghanistan.
Inden årets udgang skal der være 68.000 amerikanske soldater i Afghanistan.