Den danske tennisspiller Caroline Wozniacki har efter sigende et godt venskab med mange af de andre spillere på WTA-turen.
Men der er især én spiller, som hun bør have det ekstra godt med. Nemlig russeren Dinara Safina.
Safina, der ligger nummer to på verdensranglisten, melder for anden turnering i træk afbud på grund af en skade - og det kan komme den danske teenager til gode.
Som det var tilfældet for nylig i Dubai, har Wozniacki nemlig nu igen chancen for at nuppe andenpladsen på ranglisten, hvis altså bare hun når finalen i Indian Wells-turneringen, der begynder i Californien på mandag.
I Dubai blev jagten på den eftertragtede placering dog et gevaldigt flop. Allerede i tredje runde blev det til et nederlag til den tidligere doublemakker Shahar Peer, hvilket betød, at Svetlana Kutznetsova rykkede forbi Wozniacki på verdensranglisten.
Og det er også Kuznetsova, der bliver den største modstander i Californien. Når hun semifinalen i turneringen, hvor hun er topseedet, holder hun sig nemlig fortsat foran Caroline Wozniacki.
Ud over Dinara Safina deltager heller ikke hverken Serena eller Venus Williams i turneringen.