Justitsministeren i delstaten New York har indledt en efterforskning af filmselskabet The Weinstein Company.
Det sker, efter at en lang række skuespillerinder er stået frem med anklager om, at producer Harvey Weinstein har krænket dem seksuelt.
Justitsminister Eric Schneiderman oplyser, at han har bedt om at få adgang til alle dokumenter og arkiver i filmselskabets afdeling i delstaten.
Det skal ske for at klarlægge, om selskabets ansatte i New York blev udsat for chikane eller diskrimination, siger delstatens demokratiske justitsminister.
Harvey Weinstein blev 8. oktober fyret fra filmselskabet, som han selv var med til at stifte.
Det kom, efter at stjerneskuespillere som Angelina Jolie og Gwyneth Paltrow stod frem med deres anklager mod ham. Snesevis af andre kvinder har fortalt om sexchikane og anden form for uønsket kontakt fra hans side.
Weinstein nægter sig skyldig i anklagerne.
Tidligere på måneden skrev The New York Times, at Weinstein har indgået otte forlig med kvinder, som har anklaget ham for uønsket seksuel kontakt og sexchikane, over tre årtier.
/ritzau/AP