Antallet af amerikanske turister i Cuba er i løbet af et år næsten fordoblet.
I de første fire måneder af 2019 besøgte over 250.000 amerikanere den caribiske østat, der i luftlinje ligger omkring 150 kilometer fra Key West i Florida i det sydøstlige USA.
I forhold til samme periode sidste år er mængden af amerikanske turister øget med 93,5 procent. Altså næsten en fordobling. Det oplyser de cubanske turistmyndigheder.
Turisme og indtægter i fremmed valuta som euro og dollar er en hjørnesten i Cubas økonomi. Turistindustrien er således den næststørste indtægtskilde.
I år håber det økonomisk fattige land at tage imod cirka fem millioner besøgende.
Efter fire måneder er totalen oppe på næsten to millioner. De fleste er hjemmehørende i Canada, mens antallet af amerikanske turister kommer ind på andenpladsen.
I årtier var Cuba et lukket land for amerikanske statsborgere, efter at USA i begyndelsen af 1960'erne indførte en handelsembargo mod det kommunistiske styre i Havana.
Først under Barack Obamas tid som præsident i årene fra 2009 til 2017 begyndte de to landes ledere at tale sammen, og Obama lettede sanktionspolitikken.
Efter Donald Trumps indtog i Det Hvide Hus er tonen over for styret i Havana igen skærpet.
I april strammede USA restriktionerne for amerikanske turisters besøg i Cuba. Samtidig blev begrænsninger for amerikanske statsborgeres overførsler af penge til Cuba genindført.
For nylig truede præsident Donald Trump Cuba med yderligere sanktioner, såfremt styret ikke ophører med at støtte Venezuelas præsident, Nicolas Maduro.
Trump mener, at Cuba yder militær støtte til Maduro, der er under hårdt pres fra oppositionen i Venezuela.
Cuba benægter påstanden. Samarbejdet med Venezuela omhandler udelukkende cirka 20.000 læger og sygeplejersker, der er udsendt til Venezuela, lyder det.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP