Det store amerikanske energiselskab Chevron er tirsdag begyndt at bore efter skifergas i den rumænske undergrund på trods af stor lokal modstand.
Det bekræfter en talsmand fra Chevron ifølge Reuters.
To gange i slutningen af 2013 forsøgte selskabet også at påbegynde eftersøgningsboringer, men begge gange blev det bremset af demonstrationer.
Boringerne, der finder sted nær byen Silistea i det østlige Rumænien, skader nemlig miljøet, mener miljøgrupper.
Det er den såkaldte "fracking"-metode, der bliver anvendt ved boringerne. Den går ud på, at man sprøjter vand og kemikalier dybt ned i den stenede undergrund for at frigøre gassen.
På grund af protesterne har Chevron derfor lavet en speciel sikkerhedszone rundt om boringerne, der bevogtes af politiet. Her er forbipasserende tvunget til at vise identifikationspapirer.
Selskabet forventer at søge efter skifergas i undergrunden i tre til fem år.
Ifølge Chevron kan gasudvinding fra Rumænien få stor betydning for energiforsyningen i Europa, på grund af den nuværende højspændte situation i Ukraine, der fungerer som transitland for de store mængder af gas, der skal fra Rusland til Europa.
Modsat flere lande i både Øst- og Vesteuropa er Rumænien dog ikke afhængig af russiske gasleverancer, idet landet er tæt på selvforsynende. Ifølge det finansielle tidsskrift Ziarul Financiar fik Rumænien kun 10 procent af sine gasforsyninger fra Rusland sidste år.
/ritzau/