Tusinder af regeringsfjendtlige demonstranter er gået amok i Bangkoks gader. Regeringen har svaret igen ved at erklære byen i undtagelsestilstand og sende bevæbnede soldater og kampvogne ind i hovedstaden.
Situationen er yderst højspændt, fortæller den danske ambassadør i Bangkok, Michael Sternberg.
"Demonstranterne har overtaget to kampvogne fra militæret, de har angrebet indenrigsministeriet, de har smadret alle biler med sorte ruder, og de prøver at fange regeringsmedlemmer. Det er rimeligt voldeligt i øjeblikket," fortæller Michael Sternberg til Newspaq.
Undtagelsestilstanden blev indført, netop da demonstranter stormede landets indenrigsministerium og gik til angreb på en bil, hvor de troede, premierministeren sad i.
Målet med de voldelige demonstrationer er klart. Demonstranterne, der alle er iklædt rød tøj, ønsker, at Thailands premierminister, Abhisit Vejjajiva, træder tilbage, da han ifølge demonstranterne ikke er valgt på demokratisk vis.
"Og så vil de have nyvalg, og dér regner de så med, at de kan blive valgt ind," forklarer Michael Sternberg.
Han opfordrer folk til at følge Udenrigsministeriets rejsevejledning, der opdateres løbende på www.um.dk.