I dag fortsætter sagen mod Amagermanden på anden dag.
Under retssagens første dag behandlede man fortrinsvis sagen om den 73-årige kvinde, som Amagermanden er tiltalt for at have kvalt til døde i hendes hjem på Brøndkærvej, Valby. Det drab skete tilbage i 1987 og er indtil videre den tidligste forbrydelse, den tiltalte er anklaget for.
I retten vil man fortsætte med at behandle sagen om den 73-årige i dag og i morgen.
"De næste to dage skal vi jo så høre vidner af alle mulige arter og slags, indtil vi er færdige med Brøndkærvej, og så begynder vi på et af de andre forhold," fortæller Anne Birgitte Stürup.
Onsdag, da retssagen startede, blev der fremlagt gamle vidneforklaringer fra sagen oprindeligt startede. Blandt andet havde den dræbtes overbo afgivet forklaring, som anklageren læste højt i retten.
Da sagen er helt tilbage fra 1987, er der ikke mange nye beviser, som anklagemyndigheden kan fremlægge. Dog har anklageren et enkelt nyt tiltag oppe i ærmet.
"Der er kommet nogle nye teknikker med hensyn til sålaftryk, som vi vil høre mere om," siger Anne Birgitte Stürup.
De nye teknikker kan være brugbare, fordi Amagermanden angiveligt har efterladt skoaftryk på papir i lejligheden. Han var tilbage i 1987 til flere afhøringer om mordet af samme årsag. Han indrømmer at have været i lejligheden på et tidligere tidspunkt, da han med sin brors flyttefirma havde en opgave for den ældre kvinde.
Han benægter dog at have vendt tilbage og dræbt hende.
Den tiltalte står anklaget for i alt syv punkter, som blandt andet inkluderer to drab og syv særdeles grove voldtægter.