Tilhørere og nævninge er tilbage på deres pladser i byretten.
Hele juryen har ellers lige været trukket ud af retten. Og tre mandlige tilhørere har været ude til et par alvorsord med anklager og retsbetjente. Det skete efter en af Amagermandens sønner, der er tilstede i retten, anklagede flere af nævningene for at have talt med tilhørere uden for retten.
De to af tilhørerne er pensionerede politifolk. Både de og den tredje tilhører har nægtet at have talt med nævningene.
Også nævningene siger, de ikke har talt med nogen om sagen.
"Jeg skal opfordre til, at man helt lader være med at tale med pressen, eller tilhørere," siger dommeren til juryen og understreger, at det også gælder snak om fodboldkampe og lignende, da det kan misforstås.
Angiveligt havde sønnen set flere af juryens medlemmer samtale med et par af de mandlige tilhørere under en rygepause uden for retsbygningen.
Hvis de rent faktisk havde diskuteret retssagen, er det en meget alvorlig sag.
Amagermanden er tiltalt for i alt syv punkter, som inkluderer to drab, syv voldtægter, grov vold, røveri og forsøg på brandstiftelse.
Sagen mod ham forventes at blive afsluttet den 22. december