Amagermandens ven: Vi røvede sammen

Anklagerens vidne Tommy Velbæk fortæller, at han og den tiltalte stjal fra deres flyttekunder sammen.
Foto: Kenneth Meyer / POLFOTO

Amagermandens barndomsven, Tommy Velbæk, fortæller, at de to plejede at stjæle fra deres flyttekunder.

Og igen bringes en sag om et gammelt indbrud i Hellerup op i retten.

Tomme Velbæk siger, at de to brugte det flyttefirma, de var ansat i, som undskyldning for at komme ind i deres ofres hjem. Det fortæller han, at Amagermanden også gjorde, da han fik adgang til Edith Andrups hjem på mordaftenen i 1987.

I Hellerup gik det virkeligt galt, da de overfaldt en gammel dame. Amagermanden har selv tidligere indrømmet Hellerup-røveriet, og at det gik over gevind. Han mener dog ikke, at det var ham, der slog den gamle dame ned. Det siger vidnet nu, at det var.

"Vi var maskerede, og han (den tiltalte, red.) slog hende i hovedet med en kølle," siger Tommy Velbæk.

Anklageren spørger til, hvordan den tiltalte normalt opførte sig, når de stjal.

"Han vendte bunden på alting og gennemrodede det hele," fortæller vidnet.

Anklageren spørger til dette for at vise et mønster. På gerningsstedet, hvor man fandt fru Andrup, var lejligheden nemlig blevet røvet og endevendt. Billederne derfra viser, at lejligheden er dækket af rod.

Sagerne mod Amagermanden går 24 år tilbage. Han blev anholdt i november sidste år, efter en voldtægt i en haveforening på Amager.

Han er tiltalt for syv anklagepunkter, der inkluderer to drab, syv voldtægter, et groft seksuelt overfald, røveri og forsøg på brandstiftelse.

Sagen er sat til at vare 13 retsdage, og der skal falde dom den 22. december.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.