Stolene er fjernet i Københavns Byret for at gøre plads til de mange tilskuere, der vil overvære dommen i Amagermand-retssagen.
Normalt er der kun plads til i alt 65 mennesker i retssalen, men i dag er den fyldt til randen, når der falder dom i en af de mest spektakulære strafferetssager i nyere dansk historie.
Det er både pårørende og ofre, der vil have en skyldig-dom, journalister, der vil dække forløbet, jurastuderende, som får oplevelser til skolebænken og helt almindelige borgere, der blot er nysgerrige, som er mødt op.
Domsafsigelsen er dermed gjort til en offentlig skueplads, hvor de fremmødte står helt tæt op til gelænderet, der omgiver pladserne, hvor den tiltalte, dommere og nævninge har plads.
Klokken elleve falder dommen i sagen, hvor den tiltalte er anklaget for syv anklagepunkter, heriblandt to drab og otte sager om voldtægt og seksuelle overgreb.
Den tiltalte nægter sig skyldig i alle anklagerne.