Amagermandens chokolade-skoaftryk under lup

Det er meget sandsynligt, at det er Amagermandens skoaftryk, der er efterladt på en chokoladeæske på Edith Andrups mordscene.
Efter en afhøring hos politiet bliver Amagermanden her ført væk.
Efter en afhøring hos politiet bliver Amagermanden her ført væk. Foto: Kenneth Meyer / POLFOTO

I Edith Andrups lejlighed var sat et skoaftryk på en chokoladeæske, der lå ovenpå rodet efter en tyvagtige morder havde endevendt sit offers ejendele.

Det skoaftryk er med meget stor sandsynlighed sat af Amagermandens Adidassko i størrelse 43.

Det siger en tekniker i retten, der har sammenlignet chokoladeæskeaftrykket med Amagermandens skosål, som er afbilledet i 1987.

Der er to detaljer, som er ens på aftrykkene - udover mønster, størrelse og slitagegrad.

"Det er stærk beviseligt for, at det er den sko, der kan have sat aftrykket," konkluderer teknikeren og fortsætter,

"Det er meget usandsynligt, at aftrykket er sat af en anden sko, men vi kan ikke udelukke det."

Anklageren går videre med sandsynlighedsregningen og fremlægger et regnestykke for retten, der viser, at der er én til 124 millioners chance for, at det IKKE er Amagermandens sko. Og det er endda et regnestykke, der ikke tager højde for, at man i dette tilfælde kender skomærke og størrelse.

Skoaftrykket kan være afgørende i sagen. Tidligere er anklagede blevet fældet med teknikken.

"Hvis der er fire geometriske detaljer tilstede i begge aftryk, så er det ligeså stor sikkerhed som et fingeraftryk," forklarer teknikeren.

I Amagermandens tilfælde er der altså "kun" to.

Med den høje sandsynlighed for, at skoaftrykket er Amagermandens, er det nu anklagerens vigtigste opgave at bevise, at den tiltalte har sat skoaftrykket efter, han har været i lejligheden for at flytte ting for den dræbte. Altså at han har trådt på chokoladeæsken i forbindelse med mordet.

Der falder dom i Amagersagen den 22. december.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.