Amagermanden var selektiv under røverier

Det var ikke hvad som helst, Amagermanden ville tage med under sine voldsomme røverier.
Amagermanden bliver ført ind til undersøgelser kort efter, han blev anholdt den 12. november 2010.
Amagermanden bliver ført ind til undersøgelser kort efter, han blev anholdt den 12. november 2010. Foto: Kenneth Meyer / POLFOTO

Gerningsmanden, der dræbte 73-årige fru Andrup i 1987 og voldtog fire piger i et hus på Ingolfs Allé i 1995, havde det samme mønster.

På begge steder blev hjemmene nemlig gennemrodet og røvet, efter henholdsvis drabet og voldtægterne. Og mindst én ting går igen.

"Sølvtøj interesserede ikke gerningsmanden," fortæller anklager Anne Birgitte Stürup nu.

I både Andrups hjem og huset på Ingolfs Allé havde gerningsmanden efterladt store mængder kostbart sølvtøj, mens han havde ranet både smykker, kreditkort og andet småt på begge gerningssteder.

Flere af Amagermandens venner har tidligere været i vidneskranken og fortælle om et tidligere indbrud, der nu er forældet, hvor de brød ind og overfaldt en ældre kvinde. Vidnerne fortæller, at det var den tiltalte, der første an og også, at han gennemrodede hjemmet ved at hive skuffer ud og endevende det hele.

Samme rutine ses også på gerningsstederne for 87-mordet og massevoldtægten fra 95.

Amagermanden er tiltalt for forsøg på brandstiftelse, to mord, syv voldtægter, et groft seksuelt overgreb og røveri. Der falder forventeligt dom den 22. december.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.