Amagermanden står nu over for Fasanskovsmord

I dag er retten samlet for at høre beviser mod Amagermanden i en kendt drabssag fra 1990 - Mordet i Fasanskoven.
Lene Buchardt Rasmussen blev dræbt i Fasanskoven i 1990. Amagermanden er nu tiltalt for mordet.
Lene Buchardt Rasmussen blev dræbt i Fasanskoven i 1990. Amagermanden er nu tiltalt for mordet. Foto: Arkiv

Mandag den 3. september 1990 fandt politiet liget af den 40-årige skolelærer Lene Buchardt Rasmussen i Fasanskoven på Kalvebod Fælled.

Hun var blevet voldtaget og dræbt ved kvælning. Denne sag er kendt i offentligheden som mordet i Fasanskoven.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Amagermanden er i dag for retten tiltalt for at have taget livet af Lene Buchardt Rasmussen.

Forud for fundet af hendes lig havde skolelæreren været savnet i fem dage.

Hendes billede havde i flere dage prydet medierne i håbet om, at nogen kunne komme med oplysninger, der kunne føre Politiet til hende.

Men det var først da politiet om mandagen gik i Fasanskoven og i en menneskekæde med 25 hunde gennemsøgte området, mens en helikopter ledte efter tegn på skolelæreren fra himlen, at hendes lig dukkede op.

Helikopteren fandt det første spor - hendes blå cykel stod lænet op af et træ. Kort efter fandt man hendes lig i skovbunden, dækket af blade.

Politiets efterforskning førte ingen steder den gang. Det stærkeste spor var DNA fra sæd, der var efterladt på Lene Buchardt Rasmussens sorte shorts. Men man havde ingen mistænkt at sammenligne DNA-et med.

Først 20 år senere fik politiet fat i en mistænkt, da man fandt DNA fra den samme gerningsmand efter en voldtægt af en 17-årig pige i en haveforening på Amager.

Da man anholdte Amagermanden den 12. november 2010, var han et match.

I dag er femte retsdag i sagen mod Amagermanden. Tidligere er mordet på en 73-årig kvinde i 1987 og en voldtægt på Amagerkollegiet i 2005 blevet behandlet i retten.

Man forventer en dom den 22. december. Både mord, voldtægt, grov vold, røveri og forsøg på brandstiftelse er med i anklagerne.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.