Den første, der kom ind i lejligheden, hvor fru Andrup lå død, var en gasmekaniker.
Han var på stedet, efter en overbo til lejligheden havde lugtet gas og tilkaldt den rette hjælp.
Gasmekanikeren vidner nu mod Amagermanden i byretten og fortæller, hvordan han efter at have sparket døren til lejligheden op, fandt liget af den 73-årige stramt rullet ind i et tæppe.
"Jeg måtte nærmest rive tæppet af hende for at se," lyder vidneforklaringen.
Gasmekanikeren fortæller, at det til at starte med, kun var fødderne af kvinden, han kunne se. Da han fik afdækket liget fra tæppets svøb, så han straks, at hun var blå og mærkede, at hun var kold. Han dækkede hendes ansigt til med tæppet igen, og lod politiet overtage resten.
Selvom han så fru Andrup straks i køkkenet, sørgede han først for at få lukket for gassen, som drabsmanden angiveligt har åbnet for at sættte ild til lejligheden, og få åbnet vinduerne. I entreen havde gerningsmanden tændt et stearinlys, der skulle sætte ild til gassen.
Vidnet vurderer, at gassen havde været tændt i omtrent 12 timer.
Amagermanden er i sagen om fru Andrup både tiltalt for drab, røveri og forsøgt brandstiftelse.
Den tiltalte blev anholdt i november sidste år efter en voldtægt på en kun 17-årig pige i en haveforening på Amager. Sagerne mod ham går dog 24 år tilbage.
Amagermanden står anklaget for i alt syv punkter, som blandt andet inkluderer to drab og syv særdeles grove voldtægter.
Der er sat 13 retsdage af til sagen, og man forventer, at der falder dom den 22. december.