Bag tremmer i Vestre fængsel sidder den mand, der formodes at have begået drab og to voldtægter. Men politiet mødes af en rungende tavshed, og kan intet stille op.
"Det kan vi ikke gøre noget ved. Vi er løbende i dialog med hans forsvarer, men indtil videre har han ikke villet sige noget. Så nu må vi bare lade ham sidde ude i Vestre Fængsel, og så må vi senere spørge ham igen, om han har lyst til at tale med os," siger Ove Dahl til eb.dk.
Han fik dog sagt, at han nægtede sig skyldig, da han var til et grundlovsforhør i Københavns Dommervagt for en uge siden. Men siden har han ikke talt med politiet.
Københavns Politi er gået videre med efterforskningen.
"Vi giver de gamle sager et forsøg mere. Det er sager, hvor motiverne er enslydende med de tre forbrydelser, han er sigtet for. Der er et seksuelt motiv i dem, og noget tyder også på, at der har været et berigelsesmotiv," siger Ove Dahl.
Der er på nuværende tidspunkt stadig tvivl, om manden kan kobles til endnu fem sager om drab og voldtægt. Derfor er drabsafdelingen og Rigspolitiets Kriminaltekniske Center ved at gå de gamle sager fra 1987 og 1990 efter for brugbart dna og fingeraftryk.
Processen kan tage op til flere måneder og det er muligt, at vidner skal afhøres igen.
Kilde: eb.dk