Da lægen fortalte Ditte Sigsgaard, at hun som 48-årig og mor til tre havde Alzheimer, var det et fuldkomment chok for hende og familien.
- Ens forestillinger om fremtiden ramler totalt, og hverdagen præges i stedet af stor sorg, frustration og magtesløshed.
Bagude lå en periode med voksende glemsomhed, som ofte blev tilskrevet et stresset liv som skolelærer under en krævende ny skolereform.
- Men selv om jeg var sygemeldt i perioder og forsøgte at slappe helt af, så forsvandt glemsomheden jo ikke.
- Efter en lang og frustrerende udredning fik jeg så til sidst diagnosen, siger hun.
Så blev hun sendt hjem og følte, at det var meget op til hende selv at håndtere det ukendte liv, der måtte være tilbage som en af de 3000 danskere under 65, der hvert år får konstateret demens.
- Gradvist rejste jeg mig og kravlede op af det sorte hul og så på de muligheder, der fortsat er tilbage for at komme ud af den der dybe, dybe sorg.
- Mange af de ting, jeg kastede mig over som et sundere, aktivt og mere stressfrit liv, har også gjort min hverdag i dag rigtig god. Så jeg landede et godt sted igen, fortæller hun.
I dag er hendes liv som førtidspensionist på mange måder utrolig godt, mener hun.
- Jeg skal bare lade være med at tænke på fremtiden. Selv om jeg jo godt ved, at jeg ikke bliver gammel, og jeg tvivler på, om jeg når at blive bedstemor, siger Ditte Sigsgaard.
- Min mor fik Alzheimer et år før mig, men hun var så trods alt 74 år. Der er en kæmpeforskel på at blive dement som ældre og som ung. Jeg står jo til at miste en stor del af det liv, som jeg troede, jeg skulle opleve, siger hun.
Derfor håber hun også, at politikerne både for patienternes og for resten af samfundets skyld vil styrke forskningen i behandling og forebyggelse af demenssygdomme.
- Samfundet ramler jo uden en kur, når flere og flere rammes. Stadigt flere vil få brug for megen hjælp og pleje, siger hun.
/ritzau/