Når vælgerne 21. november trækker gardinet for og bliver til et sæt anonyme underben i stemmeboksen, vil det for første gang ved et kommunalvalg være muligt at sætte kryds ud for en af Alternativets kandidater.
Partiet blev stiftet få dage efter seneste kommunalvalg i 2013 og vil på sin kommunale jomfrufærd være repræsenteret i 82 af landets 98 kommuner.
Med i alt 330 kandidater, fortæller partiets politiske leder og stifter, Uffe Elbæk, med slet skjult stolthed.
Alligevel er han "meget usikker" på, hvordan det ender.
- Vi er jo godt klar over, at når man stemmer på en kommunalpolitiker, så er det ofte én, man kender eller har et forhold til. Og alle vores kandidater er jo fuldstændig spritnye, siger han.
Derfor har partiledelsen også sat sig et ydmygt mål for sit korps af uerfarne byrådskandidater.
- Vi har sat et succeskriterium, der hedder, at hvis vi får valgt mellem 10 og 20 kandidater ind, så er det rigtigt, rigtigt flot, siger Uffe Elbæk.
Alternativet stormede ved folketingsvalget forrige år ind på den politiske scene med ikke færre end 168.788 stemmer og overhalede dermed etablerede partier som SF, Det Radikale Venstre og De Konservative.
Og noget af den succes vil nok overleve til kommunalvalget, vurderer valgforsker ved Københavns Universitet Kasper Møller Hansen.
- Jeg tror, at de får et godt valg uden dog helt at komme op på niveauet fra folketingsvalget. Det er deres kandidater nok for lidt kendte og for uerfarne til, siger han.
Som ved folketingsvalget forventer Kasper Møller Hansen, at Alternativet især vil høste stemmer fra dem, der normalt stemmer på Enhedslisten og SF og i nogen grad Det Radikale Venstre.
Og der er næppe nogen tvivl om, at partiet vil stå stærkest i de større byer.
- Jo større byen er, jo større er chancen for, at de vil få nogle valgt ind. De har størst chancer der, hvor Enhedslisten og SF i forvejen står stærkt, så ude i Vestjylland vil de få det meget svært, siger Kasper Møller Hansen.
Netop de store vestjyske kommuner Ringkøbing-Skjern og Lemvig er blandt de 16 kommuner, hvor partiet ikke har kandidater.
/ritzau/