Nationens overspringshandling nummer ét. Chefens mareridt. Et mekka for druk- og feriebilleder, sløje statusopdateringer og lokkende videoklip.
Ja, vi taler om Facebook.
Og nu har mere end 2,5 million danskere en profil. For at gøre tallet helt nøjagtigt: 2.537.241.
Det viser en undersøgelse af IT- og Telestyrelsen, som har kortlagt vores brug af den grusomt populære site, skriver B.T.
Så værsgo, her kommer kendsgerningerne om Facebook i Danmark.
- Den gennemsnitlige bruger er en mand på 31 år.
- Han har 130 venner.
- Han bruger 55 minutter dagligt på Facebook og trykker "synes godt om" ni gange.
- Og hver måned sender han otte venneanmodninger og skriver 25 kommentarer.
Dertil kommer, at 40 procent af os logger ind på Facebook hver evigt eneste dag. Og når det gælder de unge mellem 18 og 34, så logger halvdelen på som det første, når de vågner.
Undersøgelsen viser også, at halvdelen af de unge læser nyheder på Facebook frem for i aviserne.