I mere end to år har de seks musikere i Alphabeat haft deres daglige gang i London. Men på trods af succes i det engelske står bandet stadig kun på tærsklen til internationalt gennembrud.
Og hvor første album 'Fascination' var en glad 80'er fest, så er det nye album 'The Spell' meget mere 90'er, og netop det kan sagtens vise sig at være afgørende for internnational bevågenhed.
Desuden siger bandet selv, at det store gennembrud kræver meget mere end god musik.
"Popkultur er meget noget med at medvirke i tv-programmer, tage til modefester og i det hele taget være i offentligheden så meget som muligt," forklarer Stine Bramsen, forsanger i bandet, til Børsen Weekend.
Men på den musiklaske side har bandet fået hjælp af en af de helt store indenfor genren pop.
Serban Ghenea har mixet albummet. Han har tidligere stået for lyd for pop-fænomener som Justin Timberlake, og senest står han bag La Roux, der ligger på hitlisten med sangen 'Bulletproof'.
Alphabeats første single 'The Spell' er allerede sendt på gaden og har fået en del opmærksomhed. Videoen til sangen kan ses her.