Sjældent har så mange frivilligt udsat sig selv og sine tæer for den slags tortur, som når 200 dansere fra hele verden iklæder sig ballerinasko i håbet om at få en rolle i Tivolis ballet 'Nøddeknækkeren'.
Men det vælter ind med tilmeldinger til Tivolis audition til 'Nøddeknækkeren'. Så mange at Tivoli nu må flytte deres audition til Operaen på Holmen.
"Vi er helt overvældet af den kæmpe store store forhåndsinteresse, at vi har set os nødsaget til at flytte vores audition til Operaen på Holmen," siger balletchefen Peter Bo Bendixen i en pressemeddelelse.
I "Nøddeknækkeren" medvirker 36 dansere, hvor de 20 kommer fra Pantomimeteatret, så der skal bruges 16 nye dansere. Og dem er der altså rift om.
Der er ikke plads til at holde så stor en audition i Tivolis prøvesale, og Tivolis Koncertsal er optaget af musicalen "Grease" på auditiondagen, så derfor har Tivoli måttet lede efter andre muligheder uden for den gamle have.
Scenografien til balletten af Dronning Margrethe får premiere i Koncertsalen i Tivoli til november, og auditionen finder sted som planlagt søndag 4. marts fra klokken 14.00 - nu i Operaen.