Alicia Keys er ved at lægge sidste hånd på sit nye album. Singlen 'Doesn't Mean Anything' er allerede på gaden og hele albummet kommer til december. Og det er et ganske særligt album, fortæller R&B sangerinden i en udsendt pressemeddelelse.
"Musikken er virkelig stærk, og trommerne er aggressive, men min stemme er sårbar og sart," skriver hun og forklarer, at albummet har været en proces, som har handlet om at fjerne grænser og begrænsninger, så man kan føle sin egen frihed og udtrykke den bedst muligt.
Lyden af førstesinglen har hun tidligere sammenlignet med at flyve, og hun mener selv, at musikken rører en på en helt særlig måde.
Hun har valgt at lade sin første video få premiere på sladdersiden perezhilton.com. Datoen for offentliggørelsen er den 16. oktober, og først dagen efter kan den ses andre steder.