Det var en helt ny grevinde Alexandra, der onsdag mødte pressen i forbindelse med hendes søn, prins Felix’ studentereksamen. Bogstaveligt talt.
Ikke nok med, at hun bar briller – huden var også strammet op, så det ved første øjekast var svært at genkende den 57-årige grevinde.
Men det er der en forklaring på. Alexandra har nemlig på det seneste fået foretaget flere kirurgiske indgreb. Det bekræfter hendes presserådgiver, Helle von Wildenrath Løvgreen, overfor Billed-Bladet.
– Det er efterhånden en naturlig ting at få gjort, og det er de færreste der kan sige sig fri for at få noget lavet noget. Dét vil grevinde Alexandra gerne stå ved, at hun har. Selvom det er en privat sag, så synes Alexandra, man skal være ærlig og åben om f.eks skønhedsoperationer og gøre det, hvis man selv mener, noget skal forandres, siger rådgiveren til Billed-Bladet.
Hun fortæller også om de specifikke indgreb. For kort tid siden fik Alexandra lavet sine øjne, og hun har også fået et såkaldt ”lille ansigtsløft”, der går ud på at forskønne hals og underansigt.