Mens mange danskere i disse dage bruger pinsen som en anledning til at hygge sig sammen, har grevinde Alexandra og hendes eksmand Martin Jørgensen benyttet højtiden til via medierne at få luft for frustrationer over deres forliste ægteskab.
Grevinde Alexandra har i pinsen givet et stort interview til BT, og her lægger hun ikke fingre imellem i forhold til skilsmissen, der blev en realitet i september sidste år.
- Han var en anden, end jeg troede, siger prins Joachims ekskone til BT om Martin Jørgensen.
Hun siger desuden, at da først beslutningen om et brud var truffet, så vaklede hun ikke et sekund. Overfor avisen lader hun det skinne igennem, at det var et 'clean cut' - hverken hun eller sønnerne Felix og Nikolai har i dag nogen form for kontakt til Martin Jørgensen.
Hun bekræfter, at hun har hyret en advokat i forbindelse med skilsmissen og fortæller, at der var tale om en såkaldt 'straks-skilsmisse', hvor man via internettet kan blive skilt i en fart.
- Og hvis der er en særlig grund til det, så går det hurtigt, forklarer grevinden sit valg om at undlade at møde personligt op i statsforvaltningen, forklarer den 51-årige grevinde.
Hendes 14 år yngre eksmand valgte søndag at give et par ord til Ekstra Bladet.
- Det at være gift med Alexandra udviklede sig heller ikke for mig til det, som jeg drømte om, siger Martin Jørgensen, der kort efter bruddet blev kædet romantisk sammen med den tidligere 'X Factor'-vært Eva Harlou.
Hun blev skilt kort tid efter, nyheden om Alexandra og Martins forliste ægteskab kom frem.