Det ikoniske hus fra “Alene Hjemme”, hvor den efterladte Kevin tog fusen på skurkene, er blevet solgt.
Den 847 kvadratmeter totalrenoverede villa i udkanten af Chicago blev sat til salg for 14 dage siden og gik til prisen på cirka 36 millioner kroner.
For de mange millioner får de nye ejere råderet over fem soveværelser, seks badeværelser, kontor, spisestue, flere opholdsrum og en kælder med fitnessrum og hjemmebiograf, hvor de passende kan sætte sig og se, hvordan deres hus tog sig ud i "Alene hjemme", der fik premiere i 1990.
I filmen bliver den 8-årige Kevin, spillet af Macaulay Culkin, ved en fejl efterladt i det store hus, da familien tager på juleferie i Paris. Drengen skal herefter forsøge at forsvare huset mod de to forholdsvis uintelligente røvere, spillet af Joe Pesci og Daniel Stern.
Det er anden gang på kort tid, at et af husene fra filmserien bliver sat til salg. I december kom huset på Manhattan fra "Alene hjemme 2" på markedet med en pris på 45,8 millioner kroner.