Danske unge lader i højere grad end tidligere håndklædet blive i sportstasken efter idrætstimerne eller vælger helt at pjække fra idræt.
Mange har det skidt med deres kroppe, og de bryder sig derfor ikke om at tage bad i skolen, i svømmehallen eller i idrætsklubben, skriver Jyllands-Posten.
Steno Museet i Aarhus har i forbindelse med en udstilling om kropskultur foretaget en undersøgelse blandt 800 unge, som viser, at 30 pct. af folkeskolens ældste elever ikke bryder sig om at bade med andre.
Og en undersøgelse fra Center for Ungdomsstudier forrige år viste, at 15 pct. af pigerne i 7. til 9. klasse aldrig deltager i idrætsaktiviteter, fordi de fandt det flovt at bade sammen med andre. Undersøgelsen inkluderede 1.200 elever og konkluderede, at 33 pct. af pigerne deltager i idrætstimerne, men finder det flovt at skulle i bad efterfølgende.
Tendensen bekymrer formanden for Dansk Idrætslærerforening, Trine Lausen Lund.
"Vi har haft en stærk idrætskultur, hvor vi runder fælles fysisk aktivitet af med et bad - af hensyn til hygiejnen og det sociale kulturelle aspekt. Men i dag tager børn hjem for at bade, og nogle pjækker ligefrem fra idræt i skolen for at undgå at bade offentligt," siger Trine Lausen Lund til Jyllands-Posten.
Kilde: Jyllands-Posten