Den 37-årige Reiss Bawler købte dåsemad i Aldi, som han ville sende ned til sultende børn i Syrien. Men det måtte han ikke for Aldis personale, skriver engelske Daily Mail.
Reiss Bawler havde for anden gang på et døgn fyldt sin indkøbsvogn med dåsemad for omkring 150 engelske pund, som er svarende til omkring 1400 danske kroner. Dåsemaden skulle sendes til sultende børn i Syrien, men da Reiss Bawler var i Aldi anden gang, blev han stoppet af personalet.
Hensyn til andre kunder
En Aldi-medarbejder tømte Reiss Bawlers indkøbsvogn, der var fyldt med dåsemad som baked beans, spaghetti, risbudding og kogte kartofler. Derefter satte medarbejderen varerne tilbage på hylderne.
"Jeg kan ikke tillade det - vi har andre kunder, som vi skal tænkte på," lød beskeden fra den overordnede Aldi-medarbejder.
Reiss Bawler blev noget forundret over beskeden og protesterede. Det førte til, at han fik lov til at købe for 15 pund, eller 140 danske kroner, inden han blev bedt om at forlade supermarkedet i Blackburn, Lancashire, England.
Reiss Bawler købte dåsemaden, som han ville sende til Syrien, efter han havde hørt forfærdelige historier fra det krigsramte land.
Kilde: Daily Mail