DISCOUNT-JOB I ALDI

Aldi-medarbejdere skal stikke hinanden

Medarbejderne bliver sendt ud i andre Aldi-butikker, hvor de så skal agere kunder og tjekke, om deres kolleger gør arbejdet ordentligt.
Aldi bruger sine egne medarbejdere til i hemmelighed at tjekke, om deres kolleger i andre butikker gør deres arbejde ordentligt.
Aldi bruger sine egne medarbejdere til i hemmelighed at tjekke, om deres kolleger i andre butikker gør deres arbejde ordentligt. Foto: Sofia Wraber/POLFOTO/arkiv / POLFOTO

Hvis du er ansat i Aldi, så risikerer du at blive tildelt helt andre arbejdsopgaver end at sidde i kassen eller sætte varer på hylder.

Supermarkedskæden bruger nemlig sine egne ansatte til at tjekke kollegernes arbejde. De bliver i al hemmelighed sendt ud i andre Aldi-butikker, hvor de skal lade som om, de er kunder og holde øje med, om kollegerne gør deres arbejde ordentligt.

Fænomenet bliver kaldt mystery shopping, men hvor det i mange andre supermarkedskæder er et professionelt firma, der agerer kunder, så er det altså i Aldi i flere tilfælde medarbejderne selv. Det oplyser Kim Jensen, der er faglig chef i HK Handel.

"Det skaber jo mistillid. Der er ikke nogen, der synes, det er rart, at medarbejderne skal rende rundt og være stikkere i forhold til andre medarbejdere. Det er ikke den måde, man skaber et godt arbejdsklima, så folk synes, det er rart at være der, og så kunderne synes, det er rart at komme i butikken," siger Kim Jensen til Newspaq.

I en konkret sag fra Aldi blev en medarbejder fyret med den begrundelse, at hun at havde taget imod penge fra en kunde, der påstod, at han havde fundet pengene på butiksgulvet. Det var bare fup. Kunden var mystery shopper. Og selvom medarbejderen nægtede over for distriktschefen, at hun havde taget imod pengene, så blev hun alligevel afskediget. Sagen udløste siden en godtgørelse til medarbejderen for fyringen.

Kim Jensen kritiserer Aldis handlemetoder i skarpe vendinger.

"Man skaber en situation, hvor ingen har mulighed for at undersøge, hvad der er foregået, og det bliver så påstand mod påstand. Jeg kan kun finde et ord for det, og det er usympatisk," siger Kim Jensen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.