Michael Laudrup har kontraktudløb i klubben Al Rayyan i Qatar til sommer, men allerede nu melder klubben ud, at man gerne vil beholde den danske cheftræner.
- I næste uge mødes præsidenten og Laudrup til en snak om fremtiden. Vi vil, at Laudrup bliver, og jeg tror, det er 90 procent sikkert, at han fortsætter i klubben.
- Men vi må se, hvad han (Laudrup, red.) ønsker, siger Omar Al Azani, team manager og talsmand i klubben, til BT.
I sidste sæson endte holdet på en tredjeplads i ligaen, som sikrede en plads i den asiatiske Champions League.
Øjeblikkeligt indtager holdet også tredjepladsen, men med kun fire point op til førstepladsen efter 11 kampe er man fortsat med i titelkampen.
Den præstation er man tilfreds med i klubben, som altså meget gerne vil forlænge samarbejdet.
- Alle kan lide ham. Vores spillere, vores fans og folk i og omkring klubben, siger Omar Al Azani.
Over for BT forklarer Laudrup, at han lige nu er i tænkeboks omkring, hvad fremtiden skal bringe.
- Det er altid dejligt at høre, når folk er tilfredse med det udførte arbejde og den måde, som personalet (spillere/ansatte) bliver behandlet på, skriver den danske fodboldlegende i en mail.
- Når det så er sagt, må jeg samtidig sige, at jeg endnu ikke har besluttet mig for, hvad der skal ske efter denne sæson.
/ritzau/