Bilbomben mod den danske ambassade i Pakistan 2. juni var al-Qaedas hævn mod Danmark. Terror-netværket ville hævne de karrikatur-tegninger af muslimernes profet Muhammed, som Jyllands-Posten og en række andre danske medier, heriblandt Nyhedsavisen, har bragt.
Det bekræfter al-Qaeda-leder Abu Mustafa al-Yasid i et interview med den private pakistanske tv-station Geo TV. Han fortæller også, at manden, som styrede bilen med bomben ind i ambassaden, var saudiaraber. Han kom fra Mekka "for at hævne profeten", siger Yasid ifølge NBC.
Allerede kort efter angrebet forlød det, at al-Qaeda stod bag, men først nu er det endelig bekræftet af en højtstående kilde i al-Qaeda.
Den danske ambassade i Pakistans hovedstad, Islamabad, blev ramt af en bombe 2. juni.
Bomben var i en bil, som blev kørt mod ambassaden.
Seks blev dræbt.
En af de dræbte var dansk statsborger af pakistansk oprindelse. To af de dræbte var pakistanere, der arbejdede på ambassaden. De øvrige dræbte var tilfældige pakistanere.