20 aktivister har begivet sig ud på endnu en farlig mission til Gaza. De trodser frygten, efter ni af deres kollegaer i mandags blev dræbt af det israelske militær.
Aktivisterne er gået om bord på nødhjælpsskibet 'Rachel Corrie', der formentlig vil være fremme ved Gazas kyst på fredag.
"Vi indser alvoren i situationen. Der var ingen, der havde forventet, at det der skete mandag, skulle ske," siger Derek Graham fra organisationen bag nødhjælpskonvojen, Free Gaza Movement til den norske netavis VG Nett.
Med på skibet er også Denis Haliday, forhenværende vinder af Nobels Fredspris, og udover de i alt 20 mand er skibet fyldt med mange ton nødhjælp.
Besætningen frygter da også endnu et angreb fra Israel, efter landets militærchef i går meddelte, at Israel er klar til at konfrontere aktivisterne, hvis de forsøgte at sende endnu et skib. Men for aktivisterne er sagen alligevel for vigtig.
"Efter det, der skete i går (mandag red.), måtte vi sætte os ned og diskutere situationen. Men vi blev meget hurtigt enige om, at vi var mere parate end nogensinde før til at tage af sted. Vi må gøre det for at minde om dem, som mistede livet mandag. Alle er bekymrede, men fast besluttede på at gennemføre dette," siger Graham.
Ifølge Newspaqs oplysninger, er der ingen danskere blandt aktivisterne.