Politiet har fået en gruppe mindre at holde øje med resten af dagen. Et par timer før Barack Obama forlader landet, har Greenpeace trukket følehornene til sig for i dag.
Sidste markering af deres utilfredshed med den amerikanske præsident blev et banner i Sankt Nikolaj Kirkens tårn.
Det var meningen, at Barack Obama skulle have beskeden 'Obama - right city, wrong date', når han senere kommer kørende forbi kirken på Christianshavn. Det skulle lede opmærksomheden hen på, klimamødet i december, der ifølge Greenpeace er vigtigere end, hvem der bliver OL-vært i 2016.
Men det forhindrede politiet ved at pille banneret ned og anholde aktivisterne.
Klimamedarbejder i Greenpeace Jon Burgwald gør status efter dagens aktioner.
"Vi havde fire aktioner, og det var den sidste. Han flyver klokken 12.30, så det var det. Tre til fire blev anholdt ved den sidste aktion, og samlet er der anholdt 35-40 aktivister," siger han til Newspaq.
Lang størstedelen af anholdelserne er af præventiv karakter, og de vil formentlig ikke blive tiltalt. De vil sandsynligvis være på fri fod efter seks timer. Nogle vil måske blive mødt med et bødeforlæg på grund af ulovlig indtrængen, som det var tilfældet med de aktivister, der klatrede op i Sankt Nikolaj Kirkens tårn.
Jon Burgwald understreger, at dagens aktioner er forløbet fredeligt.
"Vi har jo et princip om, at der ikke skal være vold ved vores aktioner, og politiet har generelt opført sig pænt. Vi har også gjort det, at vi har oplyst politiet lige inden vi gik i gang om, at vi er fredelige aktivister fra Greenpeace, der ikke har i sinde at bruge vold," siger han til Newspaq.
Samlet er der anholdt omkring 50 aktivister rundt om i København.