S og SF vil ifølge Jyllands-Posten indføre en aktieomsætningsafgift på 0,25 pct. for at få 4 milliarder kroner i kassen. Og det forslag udløser nu et talslagsmål af stor voldsomhed.
Danica Pension hævder, Socialdemokraternes forslag vil koste danskerne 1.000 kroner om måneden. Den påstand får partiets finansordfører til at banke hårdt i bordet.
"Med simpel hovedregning kan man konstatere, at deres udtalelse ingen mening giver. Der er i hvert fald 2 mio. danskere, som sparer op til pension, og skulle de hver måned miste 1.000 kroner, vil det blive til 24 mia. kroner om året. Der er tale om en interesseorganisation, der har lavet et spin, som Jyllands-Posten har købt," siger Nick Hækkerup (S) til Newspaq.
Gennemføres forslaget, kommer det til at koste en 0,25 pct. aktieværdien, hver gang man handler værdipapiret, og det er ifølge Nick Hækkerup netop formålet med afgiften; at ramme de investorer, der spekulerer voldsomt.
"Dem der handler hyppigt og spekulationsagtigt, kommer ganske rigtigt til at betale. Men almindelige danskere, der køber aktier for at beholde dem, vil ikke mærke det her," lyder argumentet fra finansordføreren.
Både Københavns Fondsbørs og Finansministeriet mener modsat Danica faktisk, at Socialdemokraterne overvurderer deres potentielle aktieomsætningsafkastgevinst.
I et notat fra Finansministeriet opgøres det potentielle provenu til 1,5 mia. kroner, men det kalder Nick Hækkerup et bestillingsregnestykke fra VK-regeringen i Jyllands-Posten.