Den 20-årige AK 81'er, Mike Martin Høegsberg Guldbrandsen, er i dag blevet kendt skyldig i forsøg på manddrab. Seks år skal den unge AK 81'er i fængsel for at have skubbet en 48-årig ned på togskinnerne ved Ishøj station.
Umiddelbart efter domsafsigelsen fortalte den 20-årige, at han ikke har noget mod dommen.
"Jeg synes, at dommen er rimelig. Nu ser jeg frem til at hygge mig med mine mange venner i fængslet," siger Mike Martin Høegsberg Guldbrandsen til eb.dk.
Rockerlærlingen har tidligere forklaret, at han både var fuld og på stoffer, da episoden fandt sted. Og slet ikke kan huske, hvad der skete.
På trods af sin aparte reaktion på de seks år i fængsel, så har Mike Martin Høegsberg Guldbrandsen i løbet af retssagen været tydelig påvirket af sagens gang. Ifølge kilder har han siddet og vredet sig i hænderne.
Også den unge AK 81's familie og pårørende var påvirket, da dommen blev læst op. Mike Martin Høegsberg Guldbrandsen skal afsone sin straf i Vestre Fængsel.