Det skulle have været en showkamp, men udviklede sig til en oh-no-kamp for det tidligere danske storhold Brøndby IF.
Den hollandske storklub Ajax Amsterdam tæskede Brøndby 3-0 uden at anstrenge sig synderligt, og træner Frank de Boer kritiserer nu danskerholdets strategi.
"Jeg kan ikke lide den måde, de spiller 4-4-2-systemet på med en flad midtbane. Jeg synes, at det var ret let for os at spille vores spil. Vi havde hele tiden en midtbanespiller mere, og så kan man kontrollere kampen, som vi stort set gjorde gennem alle 90 minutter," siger han til sporten.dk.
Frank de Boer forberedte sig på kampen ved at se søndagens superligaopgør mellem Brøndby og AaB. Og det var nok til, at lægge en effektiv strategi.
"Hvis vi pressede dem en lille smule, så begyndte de at spille med lange bolde. De spiller meget med lange bolde. Det er du nødt til at forberede dig på, og jeg synes, at vi gjorde det ret godt."
Selv om Ajax vandt på Vestegnen, fik Brøndby også noget ud af testkampen. Danskerne fik ifølge Brøndby-træner Henrik Jensen en fodboldlektion. Han tager imod kritikken uden sværdslag.
"De var hurtigere i mange af spillets faser. Det er et klassehold. De spiller hurtigt. Generelt er de hurtigere i tanke og handling end os. Vi fik set, hvordan fodbold også kan spilles, og det er vel også ret lærerigt," siger han til sporten.dk.
Kilde: sporten.dk