Christians Eriksens succes kan blive et problem for ham.
Efter flot spil og ikke mindst en lækker hælfinte i Champions League-kampen mod Dinamo Zagreb, var der stor ros til landsholdsspilleren fra alle sider. Men Eriksen skal passe på, at den ekstra spilletid, der følger med succesen, ikke slider ham op, skriver Sporten.dk
Ajax' danske talentspejder, John Steen Olsen, vurderer, at Eriksen måske får lidt for meget spilletid i benene for tiden.
"Nogle gange bliver han brugt for meget. Men sådan er det jo i Ajax, hvor vi jo ikke har 20-25 spillere, hvor vi bare kan vælge og vrage. Der er man nødt til at tage dem, man føler der er bedst, og så kan det godt være, at det er dem, som har brug for en pause. Men det er svært," siger John Steen Olsen til sporten.dk.
For man skal passe på med ikke at presse den unge Eriksen for meget. Træner Fransk de Boer har ifølge John Steen Olsen lagt mærke til, at danskeren ikke altid er helt på toppen.
"Frank er meget positiv over Christian. Han synes, han gør det godt. Men han siger jo også, at ind imellem har han nogle fejlafleveringer og sådan noget, men han ved også, at han kun er 19 år og at man ikke kan forvente, at han er fejlfri, lyder det fra John Steen Olsen, der er manden bag Christian Eriksens indtog i Ajax, til Sporten.dk
Kilde: Sporten.dk