Internettet er blevet en kogekedel for såkaldte hiv-benægtere , der spreder løgne om, hvad årsagen til den dødelige sygdom aids er.
Benægterne påstår, virussen hiv overhovedet intet har at gøre med den dødelige sygdom, og at videnskaben prøver at føre os alle bag lyset ved at påstå, at hiv forårsager aids.
Og det kan komme til at koste menneskeliv, advarer to forskere nu om i en artikel i tidsskriftet PLoS Medicine.
- Det virker utroligt, at nogle stadig benægter, at hiv-virussen er årsagen til aids 23 år efter den blev identificeret, siger Tara Smith fra University of Iowa College og Public Health og Steven Novella fra Yale University School of Medicine.
Mistror videnskabelig autoritet
Benægternes organisationer har eksisteret længe, men efter at internettet er nået ud til en stor del af befolkningen, så har grupperne - såsom organisationen Reappraising aids - relanceret deres kampagner på internettet.
Ifølge Smith og Novella er der enighed i videnskabelige kredse om, at hiv forårsager aids baseret på to årtiers grundig forskning. Måden benægterne spreder den overbevisning, at hiv ikke er årsagen til aids er derfor enten at rakke idéen om videnskabelig autoritet ned generelt eller at argumentere for, at størstedelen af hiv-forskerne er intellektuelt udfordrede, siger de.
Mange af hiv-benægterne mener også, at hele idéen om hiv-virus er noget medicinalindustrien har fundet på, for at tjene penge på deres anti-hiv medicin.
Lægevidenskabens største brøler
På hjemmesiden for bevægelsen reappraisinfg aids kan man for eksempel læse et citat fra den sydafrikanske netavis Mail & Guardian fra 24. januar 2001. Kildens navn er ikke angivet.
- Hypotesen om, at hiv forårsager aids, er den største videnskabelige brøler i det 20. århundrede. Der er en overvældende bevisbyrde for, at AIDS ikke smitter, er seksuelt overført eller skyldes hiv-virus. De læger, der nu har fået en mistanke om, hvad sandheden er, er enten flove eller bange for at indrømme, at hiv-tests er absurde og skulle forbydes og at anti-hiv medicin skader folk og slår dem ihjel.
De to forskere frygter at spredningen af den slags misinformation og mistro til læger og sundhedssystemet får mange hiv-smittede til at søge udokumenterede alternative behandlingsmetoder.
Kan ikke skelne skidt fra kanel
De påpeger i deres artikel, at mange borgere ikke har en videnskabelig baggrund til at forholde sig kritisk til den information og de kampagner, de støder på i cyberspace. Og dem som tror på den falske information, der bliver spredt af hiv-benægterne kan risikere at sætte sig selv i større risiko for at blive hiv-smittet - for eksempel ved at dyrke usikker sex - mens dem som allerede er syge altså kan afvise en behandling, der virker og i stedet søge alternative uvirksomme behandlingsmetoder.
- Konsekvenserne for, hvordan offentligheden ser på hiv smitte på grund af de her bevægelser er et område, der er særdeles modent for forskning og undersøgelse eftersom denne her benægtelse kan have dødelige konsekvenser, siger de.
Internetsiden Reappraising Aids har haft omkring 317.000 besøgende og er blevet oprettet i år.