Efter nytår kan den danske fodboldspiller Daniel Agger købe sig ud af sin kontrakt med Liverpool, og det får rygterne omkring hans fremtid til at løbe stærkt, skriver Politiken.dk.
Hovedpersonen selv, vil helst ikke skifte klub og ser gerne en forlængelse af kontrakten med det engelske tophold.
"Det håber jeg. Jeg ved ikke, hvordan situationen er. Jeg lader klubben om at tale og prøver at gøre mit på grønsværen," siger Daniel Agger til avisen Liverpool Daily Post.
24-årige Daniel Agger har spillet for Liverpool de seneste tre år, men de sidste 15 måneder har hans succes i klubben været begrænset - til dels på grund af en fodskade, som har holdt ham ude et års tid.
Rygter vil vide, at både spanske Real Madrid og italienske AC Milan er interesseret i at indgå kontrakt med den danske landsholdsspiller.
Men Agger er ikke meget for at forlade klubben i England.
"Selvfølgelig vil jeg gerne blive, hvis det er muligt. Men som jeg siger, så tager klubben sig af kontraktforhandlingerne, og så tager vi den derfra," siger han.