Den danske landsholdsspiller Daniel Agger er en af de spillere, der har indledt forhandlinger om en kontraktforlængelse i Liverpool FC.
Onsdag forlængede manager Rafael Benitez sin kontrakt med klubben. Og nu er turen så kommet til de spillere, der indgår i hans fremtidsplaner.
Sammen med hollænderen Dirk Kuyt er Daniel Agger den første til at sætte sig forhandlingsbordet med Benitez.
"Jeg har talt med Daniel Aggers agent (Per Steffensen, red.). Det er positivt og jeg håber og tror, vi kan komme til enighed om at forlænge Daniels kontrakt," sagde Rafael Benitez fredag på det ugentlige pressemøde forud for hjemmekampen søndag mod Aston Villa.
Usikkerheden omkring Daniel Aggers kontraktsituation har stået på siden oktober. Men nu er der kommet hul igennem.
"Jeg forventer Daniel vil blive hos os. Jeg har talt lidt med ham om fremtiden. Hvordan jeg ser hans rolle og position på Liverpools mandskab," siger Rafael Benitez.