Det var en intens kamp mellem AGF og Esbjerg, der søndag udspillede sig på Blue Water Arena. AGF havde utallige chancer, men brændte imidlertid også dem alle.
Der var så mange, at det er tvivlsomt, hvorvidt holdet kun kan undskylde dem med, at det længe har lidt under en lang række skadede spillere.
Kampens eneste mål blev scoret efter en halv times spil i 1. halvleg. Kevin Conboy sendte et hårdt frispark ind i feltet, og fordi vinden blæste kraftigt, blev bolden båret helt ind i feltet, hvor Samel Sabanovic headede og scorede til sejrsresultatet, 1-0.
Efter pausen forsøgte AGF at sætte hårdt ind mod Esbjerg ved at have to angribere helt fremme. Det fik i høj grad lagt pres på esbjergenserne, men det lykkedes dog aldrig for Erik Rasmussens tropper at sende en bold forbi Esbjerg-keeper, Lars Winde.
Med de tre point i hus kan Esbjerg glæde sig over at være ubesejret i syv kampe i træk og spillemæssigt ligne et hold, der aldrig burde have været i nedrykningsfare.
Til trods for nederlaget, som er AGF's tredje i forårssæsonen, ligger holdet fortsat en enkelt plads foran Esbjerg i tabellen.