FC Nordsjælland og AGF delte point i en tempofyldt sæsonpremiere på NRGI Park i Århus.
Kasper Lorentzen bragte FC Nordsjælland på 1-0 efter 18 minutter på et godt forwardmål, hvor han fik presset sig foran to forsvarsspillere på et indlæg fra Patrick Mtiliga.
Og det var nordsjællænderne, der sad på begivenhederne i første halvleg og burde være kommet yderligere foran.
I stedet for bragte Aron Johansson balance i regnskabet kort før pausen, da 300-kampsjubilaren Nicolai Stokholm lavede en fejlaflevering, der hurtigt blev spillet dybt ned i FC Nordsjællands forsvar, hvor Aron Johansson udlignede.
AGF kom bedre ud til anden halvleg, der blev en mere lige affære, og efter kampen ærgrede Nicolai Stokholm sig over sin klodsede fejl.
"Jeg laver en fejl, der koster os to point," sagde han kortfattet til TV 2 Sport.