Amerikanske agenter vil på onsdag lande i Danmark. De kommer til landet for at hente den narkomistænkte Camilla Broe.
Det oplyser Broes forsvarer, Michael Juul Eriksen, til Nyhedsbureauet Newspaq.
"USA har meddelt, at man sender nogle federal agents til Danmark på onsdag. De skal så stå klar til at tage Camilla med, og det sker formentlig torsdag eller fredag," siger han.
Den 42-årige Camilla Broe vil som den første dansker blive udleveret til USA, som vil retsforfølge hende i en sag om narko. Den seneste tid har hun siddet i Arresthuset i Helsingør og ventet på at blive udleveret.
Det betyder, at Camilla Broe stadig ikke kan være sammen med sin 10-årige datter.
"Hun (datteren, red.) er i familiepleje på nuværende tidspunkt. Men hvad der videre skal ske, ved vi ikke. Vi må vente til Camilla kommer til USA, og så se om hun kan løslades mod kaution og under hvilke vilkår," fortæller Juul Eriksen til Newspaq.
I dag har forsvareren fået en forklaring på, hvorfor Broe skulle sidde i arresthuset inden udleveringen.
Årsagen er, at Justitsministeriet, som er ansvarlige for udleveringen, har bedt USA om et nyt anklageskrift, fordi det oprindelige ikke kan bruges. I det gamle anklageskrift er hun nemlig sigtet for 'conspiracy', som er strafbart i USA, men ikke i Danmark.
Og Justitsministeriet må ikke udlevere danskere til retsforfølgelse i udlandet for handlinger, der ikke er strafbare i Danmark. Derfor har de bedt USA om at lave det om.