Det er løgn.
Landholdsfløjen for håndboldkvinderne afviser, hvad anonyme spillere fra landsholdet ellers har fortalt sporten.dk i dag. At langt flere af de 44 spillere i DHFs bruttotrup ønskede at fortsætte på landsholdet trods DHFs halvering af lønnen. Men at intern ballade og gruppepres fra rutinerede spillere har betydet, at kun seks spillere fra bruttotruppen har meldt sig klar til kamp.
"Jeg tror ikke på, at nogen er blevet truet. Hvad skulle man true med, vi lever jo i et demokratisk samfund, hvor folk frit kan vælge," siger Ann Grethe Nørgaard til Newspaq.
Håndboldspilleren forsikrer om, at hun heller ikke selv har presset andre spillere til at strejke.
"Jeg har bare sagt, at jeg håber, vi står sammen om den situation, vi er havnet i. Og jeg har mødt bred opbakning. Jeg har selv ringet rundt til nogen, og jeg vil virkelig være ked af, hvis de opfatter det som om, at jeg har presset folk," siger Ann Grethe Nørgaard.
"Jeg er valgt til at sidde i forhandlingsudvalg, så det er lidt uforståeligt, at der nogen vælger at gå bag om ryggen på fællesskabet,"
Tidligere i dag lød meldingen fra flere anonyme spillere på landsholdet dog helt anderledes.
"Før de sidste forhandlinger lød det fra en hel del spillere, at de ville spille på landsholdet uanset lønnen, og uanset hvad der skete. Men så gik der et par dage, og så ville de selvsamme spillere pludselig ikke spille på landsholdet og havde nogle helt skæve forklaringer på hvorfor. Jeg ved, at nogle af de mere rutinerede har presset dem til at sige nej, selvom de gerne ville spille på landsholdet," siger en af spillerne, der alligevel har valgt at melde sig under Jan Pytlicks faner til sporten.dk.
Kilde: Sporten.dk