Kun amerikanerne vælter sig i flere kager, slikkepinde og isvafler, end danskerne gør. Men de danske slikmunde vil problemet til livs. Derfor stormer de private klinikker, for at få hjælp, skriver Børsen.
I 2008 spiste danskerne i gennemsnit 44 kilo sukker, hvilket er en massiv stigning siden 1990, hvor sukkerindtaget lå på 37,4 kilo.
"De seneste tre til fire år har vi oplevet en stigning i henvendelser fra danskere, som har så stort et forbrug af sukker, at det ødelægger deres hverdag," siger Birgit Hageneier, afdelingsleder på behandlingscenter Tjene, Vingehus.
Inden for OECD-landene bliver danskerne da også kun overgået af USA. Hvad amerikanernes undskyldning for at smaske så meget sukker i sig, vides ikke. Men herhjemme får hyggekulturen skylden.
"Sukker og trøst hænger i den grad sammen i den danske hyggekultur," siger Birgit Hageneier.
Hun frygter, at kulturen går i arv, og at Danmark i fremtiden får mange flere afhængige. For eksempel drikker børn og unge fire gange mere sukkersødet sodavand end anbefalet, ligesom salget af læskedrikke er steget med 50 procent siden 1985.